Beskrivelse
Maler, mexicansk
Frida Kahlo anses for at være en af Mexicos største kunstnere. Hun begyndte at male under et langt sengeleje efter en trafikulykke, hvor hun som 15-årig var passager i en bus, der kørte sammen med en sporvogn. Hun kom slemt til skade – blandt andet af et stålgelænder, der gennemborede hendes hofte og gav brud på rygsøjlen. Trafikulykken gav hende mange smerter, både fysisk og psykisk, resten af livet. Hendes forældre fik konstrueret et staffeli og opsat spejle, så hun kunne male i sengen – ofte selvportrætter.
Seks år senere viste hun nogle af sine arbejder til sin berømte landsmand, kunstneren Diego Rivera for at få hans bedømmelse af sit arbejde. Han var imponeret og opfordrede hende til at fortsætte. Året efter giftede de sig. Det blev et stormfuldt ægteskab gennem 25 år inklusiv en kortvarig skilsmisse. Diego Rivera havde mange affærer, og efter nogle år så også Frida Kahlo andre mænd og kvinder. De var begge politisk aktive kommunister.
Frida Kahlo levede et liv, der bød tidens syn på kvinder trods, og hun gav gennem sin kunst udtryk for sine fysiske udfordringer og smerter. Hendes berømmelse er vokset efter hendes død som bare 47-årig. Mens hun levede, var hun i Mexico mest kendt som hustru til Diego Rivera. Nu er hun verdensberømt, og Diego Rivera er kendt som hendes ægtemand.
Hun havde sin helt egen måde at male på. Som den tyske kunstner Paula Modersohn-Becker fastholdt hun kompromisløst sit stærke udtryk trods samtidens modstand, men til eftertidens hyldest. Dette mod har i den grad inspireret mig til at finde min egen vej og udtryksform. Gennem mit billedsprog fortolker jeg i stærke farver, grove felter og med så enkle strøg som muligt Frida Kahlos mod, passion og livsvilje.
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.